Bogtips bragt i Gavstrik 2012

 

Strikkedukker af Arne Nerjordet og Carlos Zachrison
Koppelwrite, 2012. 200 sider

Arne og Carlos har strikket dukker, 15 forskellige typer, hver især med en garderobe.

De to herrer, der er designere, har tidligere i deres karriere anvendt Barbie-dukker, når de skulle designe tøj til voksne. Det er noget af det tøj, de har fundet frem af gemmerne og dette har inspireret dem til dukkernes garderobe.

Dukkerne bliver præsenteret i haven, til fjelds og til søs, på kaffebesøg etc. Hvis jeg skal fremhæve én, må det blive Punker-Lolita, hun bliver præsenteret i et punkermiljø, hvor hun sidder sammen med en punkerveninde og strikker. Arne og Carlos har designet/strikket seks forskellige påklædninger til Punker-Lolita.

Arne og Carlos skriver, at hvis man er en øvet strikker, kan man anvende designet og lave tøjet i menneskestørrelse. Altså ikke kun de seks påklædninger til Punker-Lolita, der er yderligere 34 påklædninger at vælge imellem, hvis man ikke er punker.

Kirja Kongsbak

Bohemestrik af Charlotte Tøndering
Tøndering Strik, 2012. 33 sider

 

Hvis du er til klassisk strik med et lille tvist, så er Charlotte Tønderings flotte booklet måske lige noget for dig. Søde og meget let anvendelige modeller med lige-til-at-gå-til opskrifter. Eneste ønske herfra er, at opskrifterne godt kunne gå et nummer længere op i størrelse.

Ketty Overgaard

Herlige hæklerier af Kirsten Bækkelund Brun og Irene Bøgsted
Uldgaarden, 2011. 35 sider

De to forfattere har sammen lavet denne lille bog, hvor man ud fra en grundform kan hækle 10 søde og finurlige små tøjdyr på ca. 10 cm. Her er både en elefant, en elg, et får, en frø m. m.

For tiden er hæklede dyr et must for baby og små børn – barnevognsrangler, uroer, lege– og suttedyr, kan købesi babyudstyrsforretningerne, og her får du så mulighed for at lave dem selv. Klare farver og et sjovt design får sikkert børnene til at kigge på og  lege med dyrene. Du kan få at vide, hvor du køber garnet til de enkelte modeller ved hjælp af QR-koden i bogen.

Lone Fournaise

Iceland knits. 50 patterns from the Icelandic knitting grassroots. 2010, 80 sider med spiralryg. Red. af Halldóra Skarphéðinsdóttir og Erla S. Sigurðardóttir. Oversat fra islandsk. Kan købes hos www.shopicelandic.com

Bogen indeholder 50 opskrifter på hæklede og især strikkede huer, vanter, sweaters, sokker, sjaler m.m. både til begyndere og øvede. Mange af dem er traditionelle med en moderne vinkling.

Opskrifterne er designet af strikkere fra hele Island, og der er korte oplysninger om hver af dem. Rundt omkring i bogen er der små faktabokse med f.eks. tips eller håndarbejdets historie. Bogen er meget indbydende, og den er en dejlig souvenir fra strikkesymposiet i Borgarnes.

Merete Gotthardt

Vendestrik bukser af Hanne Meedom
Vingefang, 2012. 48 sider

Dette er Hanne Meedoms 3. bog med opskrifter i vendestrik. I denne bog er der bukseopskrifter til babyer, børn og voksne.

Rummeligheden og bevægelsesfriheden i bukserne skabes ved hjælp af en vendestrikket skridtkile, og det beskrives, hvor skridtkilen mest hensigtsmæssigt placeres i to forskellige bukseformer.

Kirja Kongsbak

Kofter af Kristin Holte
Vigmostad & Bjørke, 2012. 143 sider.

Dette er i sandhed en bog som du ikke kan undvære. Måske ikke så meget på grund af modellerne, som på grund af kulturhistorien og alle strikkemønstrene, som du får med i købet.

Modellerne er, hvad vi på dansk vil kalde figurnære trøjer, altså dem vi kender fra de gamle strikkebøger: Ribkant forneden på bul og ærmer, i halsen og kantstolper til knapper og knaphuller. Et par enkelte af de 17 trøjer er dog lange og én enkelt har hæklede kanter.

Selve forordet er interessant læsning og  på samme måde ”forordet ” til hver enkelt trøje, idet de på ca. en halv side hver især beskrives med flg. overskrifter: Inspiration, mønsteret, historik og symboler. Efter denne beskrivelse opskriften med fine nærfotos. Hvis du ikke er til at læse opskriften som tekst, findes den også bag i bogen, som mønsterdiagram.

Bogen kan også anvendes som en bog med nordiske mønstre, for det er først og fremmest i den guldgrube, at Kristin Holte har hentet sin inspiration til mønstrene.

Udover de sædvanlige beskrivelser af monteringer, teknikker  etc., som de fleste strikkebøger indeholder, er der to sider med overskriften: Tegne mønster. Med udgangspunkt i ornamenter, gives der anvisninger i, hvorledes man selv kan videreudvikle dem.

Kirja Kongsbak 

Se et elektronisk utdrag av boka her.

Nissehuestrik af Mette Jørgensen
Vingefang, 2012. 48 sider.

Hvis du får lyst til at se/strikke flere slags nissehuer end den opskrift du kan se på s. fem,  må du skynde dig at købe denne bog.

Med udgangspunkt i en grundopskrift på en klassisk nissehue, kan du strikke nissehuer til hele familien, en kort, en lang, en stribet etc. I bogen er vist 14 forskellige.

Der er beskrivelser af forskellige variationer af kanter, spidser og selve afslutningen på spidsen.

I et par afsnit krydres bogen med en lille beretning om Nisser og Andre røde huer.

Kirja Kongsbak

Strikkede striber – jul af Pernille Fisker og Helene Jensen. Kristensen & Ko, 2012. 46 sider.

Lad mig bare indrømme det: De strikkede julekugler, som indtog det meste af landet sidste år, ramte ikke mig. Jeg foretrækker  de gamle glaskugler, og synes nok at strikket julepynt er noget glitterstads.  MEN …. dette er en smuk og enkel bog, den er æstetisk i sit udtryk, og jeg får lyst til at få et grønmalet juletræ og strikke fine kugler, kræmmerhuse og sukkerstokke til det! Tilmed kan man supplere med vanter, sutter, hue og tørklæde mm  –  alt sammen  med de samme superfine strikkede striber, som ser så indbydende og festlige ud.

Bogen  - eller rettere hæftet – må være oplagt til pakkeleg, når strikkere mødes til julefrokost.

Lone Fournaise

Tøsestrik : modeller til tøser fra 10 - 14 år af Annette Danielsen. Kristensen & Ko, 2012. 39 sider.

Et nyt lille hæfte har set dagens lys fra Annette Danielsens hånd. Denne gang tøj til teenagepiger. Pigerne har selv været ind over, og med til at vælge hvilke detaljer, der skulle sidde hvor og hvordan.

Modellerne er flot gennemarbejdede og selv min teenagedatter, som nu er for stor til modellerne, har spurgt om jeg ikke kunne lave et par stykker af dem til hende. Så mon ikke de sidder lige i skabet til pigerne?

Ketty Overgaard 

Velkommen til verden: Bæredygtigt babystrik af Erika Knight. Klematis, 2012. 144 sider.

I denne smukt fotograferede bog får vi omkring 20 opskrifter på tøj til babyer op til 9 mdr., tøjdyr, babytæpper og puder i enkelt design.

Alt er strikket i garn fremstillet af naturfibre som bambus, bomuld, hamp og uld. Opskrifterne er lette at gå til.

Merete Gotthardt

No. 21, no. 22, no. 23 ... Isager, 2012, 44 sider.

Nu har de seks glade piger fra Århus igen været på spil og lavet en fin lille bog. De bidrager hver med en model og er blevet suppleret med en model fra Marianne Isager, Helga isager og Torhild Trydal, (der vist er en nordmand?).

Det er otte strikkede modeller og en hæklet frakke. Mange af modellerne er strikket med to tråde. Hvis du skulle få lyst til at strikke et par bukser, er der også et godt forslag til det.

Kirja Kongsbak

Strik - ponchoer, capes, tørklæder og sjaler. Politiken, 2012. 121 sider.

Med over 30 opskrifter på diverse ponchoer, capes, halsedisser, tørklæder og sjaler er man godt rustet til at strikke eller hækle både fint tilbehør til fest og noget der kan varme i den kolde tid. Her er både noget for begyndere og mere garvede strikkere.

Dejligt at der er både diagrammer og skrevne vejledninger i opskrifterne - også til det hæklede. Bogen er meget indbydende med fine fotos og afsnit med tips og teknikker.

Merete Gotthardt 

100 blomster i hækling og strik af Lesley Stanfield. Turbine, 2012. 128 sider.

Bogen er oprindelig skrevet af Lesley Stanfield på engelsk, men er nu udkommet på dansk. Sidsel Sangild har arbejdet med oversættelse og prøvestrikning og prøvehækling, så nu kan man arbejde sig til smukke blomster, dyr og væsner i alle mulige udgaver på dansk. Dejligt initiativ.

Ketty Overgaard 

Ideer til armbånd og halskæder i 3 eller 4 masker af A. Krause. Erlian-Daknit, 2012. 32 sider.

A. Krause har på eget forlag udgivet et stort antal hæfter om smykkefremstilling i forskellige materialer. Læs også Krauses artikel i medlemsblad nr. 3/2012 s. 7.

Dette hæfte indeholder ideer til enkle armbånd og halskæder i strik. Flere af ideerne er gode, bl.a. variationerne af en hestetømme. Hæftet er noget uoverskueligt sat op, og nogle af opskrifterne kan umiddelbart være lidt svære at forstå, men med lidt god vilje går det da.

Merete Gotthardt

Knit for your kid: strik til børn 2 til 6 år af Susie Haumann. Kristensen & Ko, 2012. 39 sider.

Susie Haumann havde åbenbart fået ” blod på tanden ” efter den første bog.

Efterfølgeren indeholder ni modeller og som titlen angiver til lidt større børn. Ellers er bogen lavet over samme læst. Sidste model er en kjole med wienerlæg.

Kirja Kongsbak 

All you knit is love : babystrik 0 - 18 mdr. af Susie Haumann. Kristensen & Ko, 2011. 40 sider.

14 henrivende små i modeller i enkle mønstre og faconer. Farverne er douce og det klæder modellerne. Fotos er så tydelige og store, at man næsten kan strikke efter dem.

Der er mange former for bukser og veste. En enkelt savlesmæk er der også.

Kirja Kongsbak 

Strik i stor stil : strik til kvinder i str 44 til str 54 af Annette Danielsen. Kristensen & Ko, 2012. 93 sider.

En, for mig, med spænding længe ventet bog. Jeg ved Annette har arbejdet meget med, at der skulle laves brystindsnit og andre lækre detaljer, som gør at tøjet sidder godt, selv om man har lidt for meget på sidebenene, og det er lykkedes fuldt ud.

En af trøjerne er blevet strikket, og jeg nød hele vejen igennem, at alt passede ned til mindste maskeantal. Bogen har mange fine modeller, så i princippet er det bare at starte fra en ende af og arbejde sig gennem hele bogen. En bog, som er absolut nødvendig for os i de store størrelser. TAK.

Ketty Overgaard 

Hundestrik af Sys Fredens. Klematis, 2012. 32 sider.

Sys Fredens’ bog fra 2007 er nu kommet i et lille handy format med de mest populære modeller fra den tidligere udgave, som er udsolgt fra forlaget.

Her er strikke- og hækleopskrifter på tøj og tilbehør til små hunde, f.eks. en dejlig valket transporttaske.

Merete Gotthardt 

Flere på én pind – fra tå til top af Lene Randorff. Lillestrik.dk, 2012. 32 sider med spiralryg.

Dette er Lene Randorffs anden bog om at strikke to strømper fra tåen og op på én rundpind samtidig. I den første bog blev teknikken beskrevet med fotos. Her vises teknikken med levende billeder i seks videoer, som kan ses på nettet, enten via link i bogen eller ved at scanne bogens QR-koder med en mobiltelefon eller tablet.

Bogen indeholder 10 opskrifter, som går fra skostørrelse 19 - 45. Jeg har kigget videoerne igennem – de er meget instruktive og brugbare. Sammen med opskrifterne i hæftet, er det lige til at gå til, hvis man har lyst til at prøve nyt inden for strømpestrikning.

Merete Gotthardt 

Hovedstads : hækling inspireret af København af Sidsel Sangild. Sangild, 2012. 33 sider.

For et godt stykke tid siden læste jeg på Sidsels blog, at hun var i gang med at samle ideer til en ny bog, og jeg har glædet mig og ikke mindst været meget spændt på at se, hvad hun fandt på denne gang. Jeg er ikke blevet skuffet, selv om jeg har fødderne solidt plantet i den jyske muld, så skal jeg alligevel have lavet et par Hovedstadshæklerier til at varme mig i vinter.

Der er hækling for både nybegyndere og øvede, der er leget med farver og ikke mindst former og mønstre. Glæd dig.

Ketty Overgaard 

Sticka och virka med restgarn af Sanna Vatanen. Bonnier Fakta, 2010. 155 sider.

Da jeg er kommet ind i en periode, hvor jeg er begyndt at anvende mine rester, måtte jeg naturligvis eje denne bog, for at se hvad andre kan finde på, når det drejer sig om anvendelsen af rester..

Bogen er oprindelig udgivet i Finland, men nu heldigvis oversat til svensk. Der er masser af idéer i bogen og den sprudler af garnglæde. Der er, som titlen angiver strikkede  og hæklede modeller med striber og andre mønstre, hvilket er oplagt, når det drejer sig om anvendelse af restgarn. Desuden er der også broderet på nogle af tingene. Af de mere kuriøse kan nævnes en måtte lavet af pomponer, hæklet skodekoration, en bordskåner som er lavet af alle garnenderne fra bogens projekter, en lang strikket frakke sat sammen af mange prøver strikket med forskellige slags snoninger og en hue, hvor garnenderne ikke er klippet af efter hæftning.

Kirja Kongsbak 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk